• w-facebook

HMS Crescent

I krigs-sejlskibenes tid var storme en større trussel for de fleste officerer og sømænd end fjendtlig ild. Tabet af HMS Crescent på den Nordjyske kyst i december 1808 er et glimrende eksempel på hvordan et godt bygget træskib kan blive slået til pindebrænde uden håb for overlevelse i årene før dampmaskinen gav større uafhængighed af vind og vejr.

Som en 36-kanons fregat af 5. rang bygget i 1781 har HMS Crescent gjort tjeneste i Europæiske, Sydafrikanske og Vestindiske farvande. Hendes største øjeblik kom 20. oktober 1793 hvor hun kæmpede en klassisk fregat mod fregat kamp mod det franske skib La Réunion fra Cherbourg. Den 2,5 time lange kamp var glubsk og begge skibe mistede store dele af både mast og rigning. HMS Crescent formåede dog at bibeholde nok manøvredygtighed til at holde sig under La Réunions agterstavn - den mest effektive metode til at forsage massiv ødelæggelse på en fjende. Den overgivne La Réunion blev indlemmet under Royal Navy under navnet HMS Reunion.

I slutningen af år 1808 var HMS Crescents kurs sat mod Østersøen under Kaptajn John Temples kommando. Hun forlod Yarmouth på Englands østkyst d. 29. november. I de følgende dage forværredes det oprindeligt gunstigt vejr til en storm fra sydvest. Ved daggry d. 5. december kunne Norges kyst ses mod nord mens Jylland var mod syd. Tidligt på formiddagen viste dybdemålingerne at vanddybden var faldet fra 25 favne til 13 favne på 2 timer. På grund af de storer farer ved at sejle i dette farvand havde HMS Crescent erfarne lodser ombord som angivligt kendte farvandet godt. De anbefaldede at kursen skulle ændres mod syd og at topsejlet skulle rebes indtil vejret blev bedre.​ HMS Crescent kunne dermed drive sikkert rundt med tilstrækkelig vanddybde. Rådet var øjeblikkeligt fulgt, men vanddybden fortsatte med at falde til 10 favne - stadig sikkert, men den måtte ikke falde yderligere. Lodserne var overoptimistiske. HMS Crescent drev sikkert rundt indtil kl 22 - hvorefter hun stødte på grund. En båd blev øjeblikkeligt sat i vandet for at underøge området. De kunne rapportere at strømmen drev mod øst - mod endu lavere vand med en fart på 2,5 knob. Som forudset blev skibet tvunget op på lavere vand. Derfor blev der givet ordre til at sænke alle bådene på nær jollen og giggen. Strømmen drev nu på HMS Crescents styrbord side så i et forsøg på at få hende fri blev sejlene igen løsnet. Dette gjorde at hun nu hældte mod den ene side. Nu var der intet andet at gøre end at trække skibet fri med anker. Sejlene blev rullet op og en stor båd blev sat i vandet. Denne tog et anker og et kabel med ombord. De prøvede at sejle ankeret til en fordelagtig position for at smide det, men bølgerne og strømmen var for voldsomme så det blev smidt tæt på.

HMS Crescents situration var efterhånden desperat. Stormen var nu endnu værre og drejet til en nordvestlig retning direkte mod kysten hvilket tvang hende længere op på det lave vand. I et sidste forsøg på at redde hende beordrede Kaptajn Temple at kanoner og kanonkugler skulle smides over bord for at lette vægten. Dette hjalp heller ikke. Skroget tog vand ind og pumpningen stoppede ikke vandet i at stige til lugerne. Ankerkæden sprang og alle håb om at redde skibet var nu væk. Det skal huskes at alle disse forsøg på at redde skibet skete i mørke og med regn og kulde.

 

Kl. 6 d. 6. december beordrede Kaptajn Temple at masterne skulle saves væk. Bådene som indtil nu har ligget agterover på trækliner fik deres trodser smadret. Besætningen på bådene kunne ikke komme tilbage til skibet på grund af den stærke strøm. De nåede dog alle i land med undtagelse af en af kutterene som mistede alle sine besætningsmedlemmer. I en anden båd var Løjtnant Henry Stokes bange for at kæntre så han sprang overbord i håb om at svømme til land - han druknede i forsøget.

Stormen tiltog yderligere gennem morgenen og besætningen som stadig befandt sig ombord på skibet var udmattede. På trods af dette samledes de alligevel til morgenmad og fik deres "tot of grog" (romration) - det er utroligt at disse formelle procedurer er fulgt selv under disse ekstreme omstændigheder. Kort efter middag stod det klart at skroget snart ville smadres totalt. Derfor blev det beordret at bygge en flåde. Denne var klar kl. 14 og blev sat under en Løjtnants kommando og lastet med de svageste af de resterende besætningsmedlemmer på HMS Crescent. Flåden blev sendt afsted, men bølgerne skyllede over den og tog 7 mænd med sig inden den nåede kysten.

Byggeriet af en anden flåde blev startet, men kunne ikke færdiggøres. Bølgerne slog nu over dækket og den lille jolle var eneste mulighed for at redde sig. Den kunne kun fragte få personer og chancerne for overlevelse var små, på trods af dette var blev den alligevel sat i vandet. Kaptajn Temple blev efterladt sammen med omkring 200 andre som må have vidst at der ikke var noget håb for overlevelse. Kort efter jollen havde forladt HMS Crescent brød skibet op. Ingen af personerne som stadig var ombord på skibet overlevede - dette inkluderede 6 kvinder og et barn. Af de omkring 280 besætningsmedlemmer overlevede kun ca. 60.

De overlevende officerer fra HMS Crescent skulle i retten for tabet af skibet. Rettens beslutning var fordømmende overfor lederen og siger blandt andet "tabet af HMS Crescent skyldes uvidenhed og forsømmelse fra lodserne, og lederen kan drages til ansvar idet han ikke anbefaler at kaste anker for bedre sikkerhed af Dronningens tidligere skib Crescent" det var dog bemærket at de overlevende officerer havde gjort hvad de kunne for at sikre skibet.

Vind, bølger og strøm havde nu gjort hvad fjender ikke kunne gøre ved HMS Crescent igennem 15 år.

Artiklen ovenfor samt billeder er lånt og oversat fra denne side.

I dag ligger vraget af HMS Crescent ud for Rubjerg Knude på en dybde omkring 10 m. Vraget består hovedsageligt af den nederste del af spanderne.

HMS Crescents til venstre i slaget mod La Réunion til højre 20. oktober 1793. Malet af John Christain Schetky  (1778-1874)

En typisk fregat fra perioden - HMS Crescent ville have ligende.

Maleri af et lille skib i hård sø. Malet af Ivan Konstantinovich Aivazovsky (1817-1900)